Vor Frelsers Kirke
Vor Frelsers Kirke er bygget i en periode, hvor kirkebyggeriet i Danmark stod stille. Vi har en uvurderlig kulturarv fra Valdemarstiden i 1100-1200-tallet. Flere tusinde kirker blev bygget i den periode, hvor kongemagten samlede landet sammen med den romerske kirkemagt. Kirkerne fra denne periode, som netop kaldes romanske, pryder stadigt det danske landskab i alle egne af landet.
Vi har også et nogenlunde stabilt kirkebyggeri i den følgende periode, der kaldes den gotiske kirkestil. Her er det især købstadskirker, der bygges. Fra renæssancen har vi både en lille gruppe landsbykirker og en fin del købstadskirker. I København er især Holmens Kirke, Nicolai Kirkes tårn og Sankt Petri Kirke et vidnesbyrd om tidens glæde over udsmykningen af et ægte forsamlingsrum.
Men fra 1660, hvor Roskildefreden med svenskerne ydmygede danskerne, og frem til 1860’erne, hvor de kirkelige vækkelser kom til at sætte dagsordenen, er kirkebyggeri i Danmark en eksklusiv affære.
Vor Frelsers Kirke er en barokkirke – den skønneste barokkirke, Danmark kan præstere. Bygningen er stærkt præget af sin tid: Enevældens samfundsorden satte arvekongen direkte under Gud – kongen kunne ikke begå fejl, og hans faderlige omsorg for riget og religionen var samfundets hjerteslag.
Instrumenternes dronning – skænket af kongen
På kirkens sydvestlige endevæg hænger orglet, bestilt og betalt af Christian 5. og indviet i 1698. Orglet er en fornem repræsentant for 1600-tallets orgelbyggerkunst i Nordtyskland og Skandinavien, og det er bygget af brødrene Botzen, to “orgemestre”, som kongen havde givet monopol på orgelbygning i den danske stat.
Allerede fra sin indvielse blev orglet en europæisk berømthed, og i de forløbne tre århundreder er instrumentets betydning for den danske kirkemusik aldrig aftaget. I årene 1889-1965 var de guldcicelerede facadepiber gjort stumme, og deres “genopdagelse”, gjort af orgelbyggeren Poul Gerhard Andersen i begyndelsen af 1960’erne, fik betydning for klangen af nybyggede danske orgler i årene derefter. Den slanke, overtonerige klang, der kendetegner disse Botzen-piber, er af stor poetisk værdi sammen med den fine efterklang, Vor Frelsers Kirkes særlige korsformede skib giver orglet.
Orglets facade er lavet på værkstedet hos billedhuggeren Christian Nerger (død 1708). Nerger indvandrede fra Sachsen og blev i 1686 kongelig billedhugger; hans arbejde i Vor Frelsers Kirke, hvor også hele den prægtige stukkatur i kirkerummet er hans arbejde, blev højdepunktet i hans virksomhed for kongehuset i samarbejde med arkitekten og kgl. generalbygmester Lambert van Haven (1630-1695). Orgelet er udskåret i linde- og egetræ i en højbarok “akantus-stil”, navngivet efter planten akantus, der allerede i den græske oldtid var inspiration for ornamentkunst på korinthiske søjler.
Orglet består af fem værker: hovedværk, rygpositiv, svelleværk, brystværk og pedalværk. I ældre orgler vil man tydeligt kunne se disse værker i facaden som selvstændige felter og tårne, men i Nergers facade er værkerne smeltet sammen, og harmonisk helhed er af større betydning end den musikalske klarhed. Han har endda lavet dobbelhus til rygpositivet for at danne en værdig ramme omkring Christian V.s buste. Man kan dog godt fornemme, at pedalets huse er de to tårne på siderne, og at hovedværkets hus er midten af instrumentet. I hovedværkets midterste facadepibe (Principal 16’-stemmens C) har Botzen-brødrene sat cymbelstjernen, som drejer rundt og anslår en række bjælder i orglet som nutidens “wind chimes”. På orglets tag har de endvidere sat en mekanisk gøg, der kukker vemodigt, når organisten beder den om det med et særligt træk. En nattergal rummer orglet også; den er dog af nyere dato.