Det her er mit bud på kirkemusik

Komponisten Matias Vestergård fortæller om sin koralkantate til åbningskoncerten på NKS2024

Af Mikael Garnæs

Når Nordisk Kirkemusiksymposium skydes i gang med en åbningskoncert i konservatoriets koncertsal torsdag d. 19. september, er et af punkterne på programmet uropførelsen af koralkantaten ”Lovsynger Herren” af Matias Vestergård. Det er et større værk i 7 satser for tenor solo, blandet kor, børnekor, trompet, orgel og strygeorkester og bliver opført af Trinitatis Kantori under ledelse af Søren Christian Vestergård. Solister bliver domorganist Kristian Krogsøe og tenoren Kristoffer Appel.

Matias Vestergård  er født i 1989. Han begyndte at spille klaver som teenager og tog en bachelor i klaver fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, men skiftede så til komposition. Han debuterede i 2022 fra solistklassen i komposition på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium. Han har hidtil mest skrevet kammermusik og musikdramatik, men som mangeårig kirkesanger i skiftende kirker har han også et nært forhold til kirkemusikken. ”At synge i kirke er et arbejde, der ikke føles som arbejde. For mig som komponist er det guld værd at have den ugentlige kontakt med udøvende musikere”, siger han. ”Utroligt, så meget god kirkemusik der er!” I Carl Nielsen-jubilæumsåret 2015 skrev han en koralkantate over Forunderligt at sige, hvor tenorstemmen  fra Nielsens korsats, som han selv har sunget mange gange,  er det gennemgående tema. Sopranmelodien optræder først i slutningen.

Til åbningskoncerten for NKS bad arrangørerne Matias om en festkantate, og foreslog en lovsangssalme som grundlaget. Han valgte Grundtvigs ”Lovsynger Herren”, som han altid har holdt af. Salmen har ti strofer, som komponisten fordeler på syv satser.  Værket begynder og slutter med store festlige satser, der er musikalsk nært beslægtede, med nogle mere indadvendte satser i midten.

Matias Vestergård fortæller, at den kirkemusikalske tradition har været en stærk inspiration bag værket. ”Jeg boede nærmest i Bachs kantater i flere år. Den effekt, at en cantus firmus passer ind i anden musik, findes også i det værk jeg har skrevet. Det er ting jeg har skullet forstå med min musik, for eksempel at jeg skulle gå ad mange stier samtidig, og dette her er mit bud på kirkemusik. Jeg tænker dramaturgisk i min musik, og de forskellige elementer jeg har til rådighed skal have lov til at folde sig ud. Instrumenternes særpræg skal udnyttes, for eksempel den virtuose trompetstemme, orglet og strygerne. Melodier skriver jeg mest når der er sangstemmer involveret, og i ”Lovsynger Herren” har jeg skrevet min egen melodi, som til sidst kombineres med Thorvald Aagaards.” Også Max Regers koralkantater nævner Matias som noget der lå i baghovedet under kompositionen.

Med sin store besætning er værket skræddersyet til en festkoncert, men da Trinitatis Kantori vil tage det med på sin turne til Tyskland kort efter uropførelsen, har Matias lavet en alternativ version uden børnekor og med mindre orkester. ”En vigtig del af kirkemusikken er, at den ikke kun er for de store katedraler. Jeg har nogle forslag til hvad jeg synes ville være flot at gøre, men der skal også være muligheder for at de opførende selv kan træffe afgørelser. Jeg holder af, at man kan tage ting, der er lavet for stor besætning, og reducere det med stor virkning. Det er altid en helt vild oplevelse at høre sin musik blive fortolket på en ny måde af en musiker. Jeg bruger rigtig lang tid på at notere min musik. Jeg kan godt lide, at partituret bliver en slags hemmelig kommunikation mellem komponist og musiker. Selvom jeg kan sidde og nørkle i timevis for at finde den helt rigtige måde at notere musikken på, så kan jeg ikke låse musikken fast i en bestemt fortolkning. Udtrykket vil altid blive afhængig af, hvem der spiller den. Det er en kæmpe gave at opleve som komponist.”

I begyndelsen af marts er partituret næsten færdigt, og med demonstrationer ved klaveret fortæller han om det nye værk. ”I de første satser ligger koralmelodien gemt, og man hører den kun antydet. Musikken er lysende og diatonisk. Førstesatsen åbner med kor og orgel, senere kommer solotrompeten og strygerne til. Anden sats er en tenorsolo med koloraturer, lidt Bach-agtig a la ”Frohe Hirten”, og det har været en sjov oplevelse at skrive arien til Kristoffer Appel, som jeg er gift med.”

”Tredje sats, ”Højt som til himlen der findes på jorden” er en slags scherzo, der gentager ordet ”højt” i vekselvirkning mellem stemmegrupperne. Jeg havde en dobbeltkoret Schütz-motet i baghovedet. I fjerde sats , ”Faderen tager vel barnet til nåde” optræder børnekoret for første gang med en ny melodi med en treklangsbrydning der går modsat vej af Aagaards melodi. ”Støvtrådeværket” er et af de afsnit der kan tilpasses forholdene, enten med tre solister fra damekoret eller børnekoret delt i fire. Så dukker tenoren op igen med teksten ”Faderen tager vel barnet til nåde” og synger to vers på den nye melodi. Aagaards originale er så karakteristisk og dur-agtig, at den behøver en modsætning. Satsen slutter med en duet mellem tenor og børnekor, en slags frygisk version af Aagaards melodi. Lidt falmet efterårsstemning.”

”Femte sats er mest for voksenkor, der synger om at ”menneskeliv er som græssets i enge” på en firestemmig koralsats.  Og så kommer børnekor med en cantus firmus: Aagaards melodi, for første gang i uændret skikkelse. Den kombineres med tenorens stemme. Det handler om kontrasten mellem menneskelivet og evighedsblomsten. I sjette sats, der leder frem til slutsatsen, er vi tilbage ved jubelstemningen. Tenoren synger en strofe af salmen, og det unisone kor en strofe piano, inden det hele går attacca over i slutsatsen, der musikalsk genoptager førstesatsen, men nu med cantus firmus i trompet og børnekor.”

Matias fortæller, at det har en høj prioritet for ham at musikerne skal have lyst til at arbejde med hans musik. De skal have taknemmeligt stof at arbejde med. Til september har publikum mulighed for at stifte bekendtskab med hans bud på kirkemusik.