Marmorkirken

Frederiks Kirke, “Marmorkirken”, er en kirke med en særpræget historie. Under Frederik den femte og arkitekten Nicolai Eigtved tog en stor og fornem byplanlægning form. Sct. Annæ Plads, Bredgade, Amaliegade og Frederiksgade udbyggedes til det nuværende udseende og fremstod som det såre elegante kvarter: Frederiksstaden med Amalienborg.

Bydelen skulle have et samlende midtpunkt, og man begyndte et projekt til monument for det oldenborgske kongehus – Frederik den femtes kirke. Eigtved tegnede kirken omkring 1740. Den var tænkt langt mere pompøs end den nuværende. Kuplen skulle have været væsentligt højere og hvilet på ydermuren, et spænd på 45 m. hvor den nu hviler på de 12 piller i et spænd på 31 m. Den var tænkt flankeret af to fritstående tårne og med en enorm søjleportal. Selve rummet har dog på intet tidspunkt været tænkt større.

1749 nedlagde Frederik den femte grundstenen til kirken – en begivenhed som et af datidens blade “Postrytteren” skildrede den 31. oktober 1749: “…det behagede Hans Kongelige Majestæt at begive sig ud til Hendes Kongelige Høyheds, Prinsesse Charlottes Hauge udi Store Kongensgade, hvor Hans Høy-Ærværdighed, Hr. Biskop Hersleb først holdt en kort, dog fyndig og ziirlig Tale, og efter at Talen var til Ende, behagede Hans Kongelige Majestæt under paukkers og Trompeters Lyd Allernaadigst at lægge den første Steen til den Kirke, som paa bemeldte Plads skal bygges, og blev udi samme Steen med Hans Kongelige Majestæts egen Allerhøjeste Haand lagt en deel kostbare Jubel og andre Medailler baade af Guld og Sølv.” Og der ligger de endnu – et sted under det nuværende alter.

Arkitekten Eigtved døde i 1754, og den franske arkitekt Jardin fortsatte byggeriet efter et atter revideret udkast. Arbejdet skred nu langsommere frem, hæmmet af strammede bevillinger, for til sidst at standse efter ordre fra Christian den syvendes kabinetsminister Struensee 1770.

Efter Struensees fald et par år senere blev der gjort flere forsøg med en modificeret byggeplan, bl.a. af klassicismens grundlægger, arkitekten C.F.Harsdorff. Også andre planer om anvendelse af denne kirke så dagens lys – koncertlokale, monument for grundloven, museum for Thorvaldsens værker og – tro det eller ej – gasbeholder. I mellemtiden lå den hen som et udflugtsmål og ikke mindst motiv for en række af det 19. århundredes bedste malere.
​
Først i slutningen af det 19. århundrede fuldførtes byggeriet. Tietgen havde i 1870erne købt ruinen og de tilstødende grunde for derefter at lade professor Meldahl lave et nyt udkast og fuldføre den kirken, der endelig indviedes den 19. august 1894.